Vår danske korrespondent, Poul Vinther Jensen er tidligere styremedlem i Den Danske Forening, FMIs søsterorganisasjon i Danmark. Kilde: Tavshedens Tyranni, Flemming Rose.

vintherjensen-1I de seneste dage, har jeg  brugt tiden på at læse fhv. kulturredaktør Flemming Rose´s  492 sider store bog  ”Tavshedens Tyranni” der er udkommet på Jyllands-Postens  Forlag.

Flemming Rose er en berejst mand, der har arbejdet som korrespondent  i 11 år i Moskva for  Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Hans store bog, er en fortælling om, at  det ikke er gratis at kæmpe for retten til at tænke og tale frit. Han har mødt utallige systemkritikere bag Jerntæppet, som er gået op imod censuren, og selvcensuren.

Hjemvendt til Danmark, bliver han som kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten en central person i den verdensberømte  strid om retten til at  tegne frit. Muhammed-tegningerne  med Kurt Westergaards tegning som front-figur, er årsagen  til at  Flemming Rose i dag er en af  verdens mest efterstræbte personer.

Vi kender alle forløbet. I et Europa, hvor regeringer igennem de seneste 35-40 år kritikløst har godkendt en islamisk indvandring, er det blevet til en alvorlig sag at være på kant med den islamiske befolkning, som ikke længere er en minoritet. Det har også berørt Flemming Rose, som efter sin hjemkomst fra Rusland, opdager at Islam er en faktor man skal tage alvorligt i Europa. Det fik han anskuelsesundervisning i, da han stiftede bekendtskab med den 27-årige Mohammed Bouyeri , manden bag mordet på Theo van Gogh, og som fik en livstidsdom for sin gerning.

Her forsvarede Mohammed Bouyeri sig med, sin tro på Allah og hans profet. Ingen anger overhovedet, ja han hævede at muslimer kunne bruge islams hellige skrifter til at retfærdiggøre vold. Han følte sig ikke krænket over, at van Gogh havde kaldt muslimer for ”gedekneppere ”. Men retten til at dræbe vantro, den står ved magt.

Dette forsvar, er der i titusinde vis af europæiske  islamister, der kan tilslutte sig. Derfor, må europæiske politikere begynde på, at stille selvkritiske spørgsmål om, det forsvarlige i at der  kommer i tusinde vis af repræsentanter  fra  Den Islamiske Kulturkreds til Europa. Dette gælder også i Danmark! Berøringsangsten  for begrebet – Repatriering - er fremdeles tilstede, og afvises  som værende udenfor virkelighedens politiske realiteter. Man må stille det spørgsmål: Hvad forhindrer europæiske politikere  i at værne deres egen befolkning imod en  blodtørstig  kulturkreds, der har begreber som hævn og gengældelse  som bærende elementer? I Bogen findes der et afskrift af  Mohammed Boyeri`s forsvar, som samtidig var et svar til Theo van Goghs  mor. Det lyder i al sin gru som følgende:

”De skal vide, at jeg handlede ud fra min overbevisning, og ikke fordi jeg hadede Deres søn for at være hollænder og for at have krænket mig som marokkaner. Jeg følte mig aldrig krænket. Og jeg kendte ikke Deres søn. Jeg kan ikke beskylde ham for hykleri, for han var ikke en hykler. Det ved jeg, at han ikke var, og jeg ved, at han var tro mod sin personlige overbevisning.

Så hele den historie om, at jeg følte mig krænket som marokkaner, eller fordi han havde brugt skældsord om mig, er noget vås. Jeg handlede ud fra min tro. Og jeg sagde tilmed, at jeg ville have gjort præcis det samme, hvis det havde været min egen far eller bror. Så der er ingen grund til at mistænke mig for at være sentimental. Og jeg kan forsikre Dem om, at hvis jeg en dag bliver løsladt, ville jeg gøre nøjagtigt det samme igen. Og med hensyn til Deres kritik, mener De måske muslimer, når De siger marokkanere. Det bebrejder jeg Dem ikke, for den samme lov, som kræver, at jeg skærer halsen over på enhver, der krænker Allah og hans profet, siger, at jeg ikke må slå ned i dette land, eller i hvert fald ikke i et land, der går ind for ytringsfrihed, som anklagemyndigheden kalder det.”

Ovenstående, burde fortælle enhver europæer, at islamisk indvandring til Europa er et stærkt perforerende element, der – aldrig – vil kunne indpasses i et sekulært Europa.