Poul Vinther Jensen er tidligere styremedlem i Den Danske Forening, FMIs søsterorganisasjon i Danmark.

Kilde: Weekendavisen  nr. 35  Den 3.  September  2010. Fremhævelse: PVJ.

vintherjensen-2For en del år siden,  rejste jeg  sammen med Den Danske Forenings formand  Dr. phil  Sune Dalgård til et møde i Foreningen. Her drøftede vi udviklingen i de nordiske lande på bl.a. indvandringspolitikken. Jeg stillede den erfarne historiker det spørgsmål, hvorfor er der så stor forskel på den svenske forvaltning af dette område, sammenlignet med Danmark, og til en hvis grad Norge?

Til dette svarede Sune Dalgård: ”Det har sin forklaring i, at  det svenske aristokrati, igennem flere hundrede år,  konsekvent har sendt deres sønner til tyske universiteter.”

Som Dalgård uddybede, så er svensk statsforvaltning dybt præget af  tysk tradition.

Når først kursen på et område er sat, så følger man det helt ud i detaljen. Det kan man læse sig til i et nyt norsk forskningsprojekt under navnet ”Innvandringens velferdspolitiske konsekvenser”.

Her står det klart, at  Sverige  adskiller sig væsentlig fra Danmark og Norge. Det gælder både debatklima og den konkrete politik. Nogle tal fortæller alt. Mellem 2005 og 2009 har Sverige givet 219.688 opholdstilladelser baseret på asyl eller familiesammenføring, hvor de tilsvarende tal for Danmark er 29.554.

Denne vanvittige kurs, kan kun forklares ved, at den svenske elite sidder tungt på hele den politiske og administrative magt. Det er her typer som Olof Palme, Carl Bildt, og Fredrik Reinfeldt  kommer fra. Der har været en enkelt undtagelse med bondesønnen Thorbjörn Fälldin, Centerpartiet i 1970erne . Men han fik heller ikke et ben til jorden. At en kæmpe som den socialdemokratiske statsminister Tage Erlander i to årtier sad og  førte  forgængeren P. A.Hanssons  reform og klasseudjævningspolitik, har ikke ændret ved den svenske tradition, at statsstyringen foretages af de besiddende klasser! Erlanders projekt med det svenske folkhem  har naturligvis sat sine spor på socialpolitikken  i Sverige. Men når det gælder magten, er der ikke flyttet ret meget. Her godt 30 år efter Tage Erlander, er virkelighedens Sverige, at næsten en femtedel  af befolkningen er af anden etnisk herkomst. Derfor ser Sverige i dag for første gang ind i en fremtid, som ingen har noget svar på. Derfor ser vi nu, at et parti som Sverigedemokraterna, som ifølge meningsmålingerne står til at komme ind i Rigsdagen.

Men det vil ikke ændre ret meget. I en ledende artikel i Weekendavisen 3. September under overskriften ”Sveriges valg” kan man bl.a. læse følgende:

”Kunstnerne skabte en fiktion om Sveriges skønhed og tapperhed, og den dannelsesmæssige elite holdt sammen hele vejen, fordi det var nødvendigt, hvis Sverige skulle genvinde selvagtelsen, og opretholde illusionen om, at landet fortsat er en betydende nation, der i moralsk henseende er i stand til at sætte skel, og i socialt henseende er i stand til at ophæve dem. Men dette projekt er kun lykkedes, fordi landet arkitektonisk set er bygget op som to pyramider, der formelt set ikke har noget med hinanden at gøre, men hvis autoritet er absolut. Den ene pyramide har den politiske og kulturelle elite i toppen. Det er herfra de ideologiske og civilisatoriske retningslinjer udstikkes, æstetik formes og erkendelse nås. Og det er herfra den politiske retorik flyder i urbane vendinger med udsøgt elegance og et præg af gustaviansk  fornemhed, og formidles af to store mediehuse, som netop for syns skyld, er adskilte.

Den anden pyramide har svensk industri i toppen. Herfra tjenes der penge, mange penge og udstikkes retningslinjer for  svensk økonomi, således at der ingen hindringer er for kapitalens frie bevægelighed. Og herfra siges der så lidt som overhovedet muligt.”

Det er dette Sverige, der skal til valg på søndag.