Igennem hele mit voksne liv, har jeg gæstet Norge mange gange. I min tidlige ungdom arbejde jeg på Vestlandet som murer, det var på Åndalsnæs og Molde. Så Norge er noget særligt for mig.Senere kom jeg i kontakt med kritikere af den førte indvandringspolitik i midten af firserne. Det var gode folk som Kaare Ruud, Jan Høeg, Jacob Aall, Harald Trefall, Torfinn Helandsviks Bjarne Dahl, Erik Gjems-Onstad, o.m.a, som alle satte et stort spørgsmålstegn ved den førte indvandringspolitik i Norge. En del af dem, var medlem af DEN DANSKE FORENING, og var medstiftere af Folkebevægelsen mod Indvandring. I Norge. En forening DDF har haft nær kontakt til igennem de forløbne 24 år.
Ved flere besøg i Oslo, hvor jeg deltog i møder vedr. indvandringspolitikken, fik jeg indsigt i, at censuren i norsk dagspresse var betydeligt større end tilfældet var i Danmark.
Her var det helt umuligt at få noget optaget, hvis de var med en kritisk vinkel imod magthaverne i Stortinget.
Sådan har situationen været igennem de forløbne år. Selv væsentlige indlæg, med fyldig dokumentation er blevet afvist. Voldelige angreb på lovlige møder blev bemærket med en lille notits. Jeg skal ikke holde mig tilbage for at anklage Norsk Presse for at have svigtet sin opgave. Resultatet ser man nu. En gal enegænger vælger nu at føre sin egen væbnede kamp, - resultatet er grufuldt. Men magten i Norge, Pressen og Stortinget, bærer en del af ansvaret. Mine tanker går til alle de efterladte.
