Skal man tro resultatet af kommunal- og regionsvalget, er der kun ca. 10.000 vælgere i Danmark, som vil stemme på et såkaldt «højreradikalt» (nationalistisk) parti. Det svarer til knap en halv plads i Folketinget.
Ved lokalvalg må man tilmed tage højde for, at der jo her ikke er tale om at vælge de afgørende magthavere i Danmark, så mange vil afgive en «gratis» proteststemme for at vise utilfredshed uden at risikere rent faktisk at få protestpartierne inden for i det centrale magtapparat. Omvendt vil nogen ræsonnere, at det ikke giver mening at stemme på partier med indvandringsmodstand som hovedsag, fordi dette spørgsmål må afgøres centralt.
Uanset hvad er der i dag færre personer, som aktivt vil drive de fremmede ud af landet, end der var frihedskæmpere i 1940-45. Samarbejdspolitikken har i dag sejret under navn af «integrationspolitik». Ligesom for 70 år tiden tør ingen af de såkaldt ansvarlige partier tage konsekvensenerne af at bryde med konsensus omkring den ”europæiske nyordning”, hvis uheldsvangre konsekvenser i dag tilmed reelt vil sætte langt mere varige spor, end nazismen gjorde det – med islamiseringens sejrsgang vil vi stå over for et vaskeægte Tusindårsrige.
Realistisk betragtet vil det i praksis udspille sig på den måde, at vi i løbet af indeværende århundrede vil se en gradvis afvikling af statens velfærdsfunktioner og fremvæksten af et klan- eller stammesamfund, hvor enhver beskytter sine egne og rager til sig af de stadig mere knappe ressourcer uden nogen fællesskabsfølelse endsige solidaritet. De europæiske velfærdssamfund vil kollapse, «ikke med et brag, men med en klynken», og de, der vil klynke højest, vil være af samme politiske farve eller støbning som dem, der i dag går forrest i det antinationale nedbrydningsarbejde og giver andre skylden for de «iskolde vinde», der uomtvisteligt er ved at blæse op over de hidtil trygge europæiske folkehjem.
Det er forståeligt, hvis nogle nationalsindede melder pas efter det seneste valg og opgiver at redde et folk, der ikke vil redde sig selv. Man får kun utak og bliver tilsølet i offentligheden ved at fortsætte, men når det historiske regnskab skal gøres op, er det ikke desto mindre vigtigt, at der til stadighed har været et nationalt alternativ, som evt. blot blev fravalgt. Her tænkes ikke på Dansk Folkeparti, som har opgivet modstanden og er blevet et «ansvarligt» samarbejdsparti, hvilket er dobbelt skadeligt pga. dets nationale facade, som får mange velmenende og urolige, men naive og indsigtsløse nationalsindede til at sætte deres kryds ved dette parti, hvorved egentlige alternativer til det skæbnesvangre integrations-luftkastel holdes ude i marginalerne. Derved kan ekstremiststemplet på alternativerne holdes ved lige, selv om det er samarbejdspolitikerne, der i historisk perspektiv er gledet ud på en ekstrem kurs, mens der nu kun er sølle 10.000 stemmer bag fastholdelsen af den historiske kontinuitet og normalitet. Om der så til slut kun vil være én forsvarer af den danske nationalstat tilbage, ændrer det intet ved retfærdigheden og fornuften i dette forsvar, som ikke kan opgives, uden at danskerne opgiver at være sig selv. Så længe en nok så lille flok står fast på den danske sags berettigelse i verden, lever håbet for det danske folks fremtid.
Derfor er der uanset perspektiverne ikke andet at gøre end at stå fast, for med Luthers ord kan vi ikke andet. Verdens magt er på Danmarks fjenders side. Vi kan tale for sagen, med det nøgne ord som ”de magtesløses magt”, men sagens udfald er ude af vore hænder. Man kan kun håbe på så voldsomme begivenheder, at det tydeligvis lidt for forkælede og henslumrende folk vågner og åbner øjnene.
Samarbeidspolitikk 011213
